Når det at kunne klare meget bliver det, der slider dig ned

Udefra kan et menneske se ud til at have styr på sit liv. Uddannelse, arbejde, ansvar og evnen til at hjælpe andre. Måske er det endda den person, andre går til, når noget er svært.

Men hvad nu, hvis det at kunne klare så meget også er en del af problemet?

Hvad nu, hvis du er blevet så god til at tage ansvar, løse problemer og fortsætte, at du først opdager dine egne grænser, når du ikke længere kan?

Jeg kender selv til at nå dertil.

 

Når evner og overskud ikke følges ad

Jeg har gennem mit liv været vant til at tage ansvar og bruge mine evner. Jeg arbejdede som praktiserende læge, blev hesteassisteret terapeut og skrev bøger om naturens betydning for stress og angst.

Jeg kunne meget. Jeg ville gerne gøre en forskel. Og jeg fandt mening i at hjælpe andre.

Men evnen til at løse opgaver er ikke det samme som at have ubegrænset overskud.

Man kan være fagligt dygtig og samtidig være belastet. Man kan gennemføre en arbejdsdag og alligevel bruge mere energi, end man har mulighed for at genopbygge. Man kan blive ved med at levere, selvom kroppen og hovedet for længst har brug for en pause.

At kunne er ikke det samme som at kunne holde til det.

Da jeg arbejdede som læge drænede jeg mig selv langsomt. Hver arbejdsdag skulle overstås. Mædste ind hver morgen lidt i syv for at kæmpe mig igennem døgnets emails. Typisk omkring 500 emails skulle læses, vurderes, prioriteres, følges op på eller arkiveres. Herefter patienter med 15 minutters mellemrum afbrudt af telefonsamtaler med hjemmeplejen, apoteker, hispitalsafdelinger og nogle gange politiet. Hver patient skulle hentes, lyttes til, undersøges, behandles, og sendes ud af døren igen før journalnotatet kunne skrives og næste patient kunne hentes ind. Alt dette på max 15 minutter.

Jeg gjorde det, men det havde en pris sidst på dagen efter 30-50 patientkontakter. Jeg var flad som en pandekage og træt.

Da jeg endelig kom hjem efter en længere bustur var jeg kun interesseret i at få noget at spise og kravle i seng, for at væreklar til at gentagedet hele næste dag.

Jeg levede og åndede for ferier og weekenderne. Dog kun lørdagene, for søndagene var fyldt med nervøsitet over at det næste dag igen ville være mandag...

Udadtil var jeg en effektiv læge med en veldrevet klinik, men indadtil skreg hele mit system på opmærksomhed i form af fred og ro.

Men jeg blev ved. Faktisk fortsatte jeg på denne måde i nogle år for som sololæge var der jo kun mig og ansvaret tyngede mere og mere.

Ingen så min sorg og at jeg græd indvendigt.

 

Når man først forstår belastningen bagefter

Jeg oplevede udbrændthed flere gange, før jeg fik min autismediagnose som 47-årig.

Først efter diagnosen begyndte jeg for alvor at forstå nogle af mine tidligere erfaringer i sammenhæng med autisme og det, der ofte kaldes autistisk burnout.

Det ændrede ikke på det, jeg havde været igennem. Men det gav mig en anden forklaring end forestillingen om, at jeg bare skulle tage mig sammen, blive bedre til at håndtere tingene eller finde en måde at fungere på, som alle andre.

Nogle gange handler problemet ikke om manglende vilje eller evner. Det handler om, at de krav og vilkår, man lever under, over tid koster mere, end man kan holde til.

Jeg troede der var noget galt med mig. Hvorfor kunne jeg ikke holde til det alle mine kollegaer kunne? Og hvorfor blev jeg så drænet af at tale med mennesker? 

Det korte svar var maskering. Som autist brugte jeg en masse energi på ubevidst at skjule mit sande jeg. Jeg prøvede at passe ind og være som alle andre. Og jeg var blevet helt god til det der maskering. Så god at jeg ikke engang selv bemærkede at jeg maskerede.

 

Det usynlige arbejde med at få det hele til at fungere

Noget af det, der kan være svært at forklare andre, er alt det arbejde, der foregår bag facaden.

Det handler ikke kun om de opgaver, der står i kalenderen. Det kan også handle om at aflæse andre mennesker, forstå sociale spilleregler, tilpasse sig forventninger og forsøge at gøre tingene rigtigt.

Når man samtidig gerne vil tage ansvar og levere et godt stykke arbejde, kan det være svært at opdage, hvor meget energi der faktisk bliver brugt.

Det, andre oplever som en almindelig arbejdsdag, kan derfor have en helt anden pris for den person, der gennemfører den.

Jeg tror, det er vigtigt at skelne mellem det, vi kan se, og det, vi ikke kan se. Præstation fortæller ikke hele historien om et menneskes overskud.

Det var ikke kun læsning af emails der fik mig til at stå på en bus kl 6:11. Jeg skulle også nå at forberede mig på de patienter som var fyldt ind i kalenderen. Hvem kommer? Hvad ville de tale om? Hvad ville min opgave være? Hvad har vi snakket om tidligere? Hvordan kan jeg hjælpe patienterne bedst? 

Alle de mulige dialoger blev gennemgået for mit indre blik. Hvem siger hvad? Kropssprog og mimik blev afprøvet og en drejebog for konsultationerne blev forfattet i mine tanker.

Klokken blev 8:00 og jeg var klar til at hente den første patient ind.

 

Grænser er ikke et nederlag

Det kan være svært at ændre kurs, når man er vant til at være den, der får tingene til at fungere.

Man kan komme til at måle sig selv på det, man præsterer, og overse, hvad det koster. Man kan fortsætte, fordi man ved, at man kan løse opgaven, eller fordi andre regner med én.

Men der er forskel på at give op og på at erkende, at noget ikke er bæredygtigt.

At tage sine grænser alvorligt betyder ikke, at ens evner er forsvundet. Det betyder heller ikke, at man skal holde op med at bruge dem.

Det betyder, at man må forholde sig til, hvilke rammer der gør det muligt at bruge sine evner uden igen og igen at overskride sig selv.

For mig er det blevet vigtigt at spørge, hvad jeg vil bruge mine kræfter på, frem for alene at spørge, hvad jeg er i stand til.

For mit vedkommende var beslutningen om at sælge lægeklinikken ikke et spørgsmål om mod eller flugt men om min overlevelse.

Jeg oplevede at mine kolleger delte sig i to. Den ene lejr var dem der syntes jeg var modig og den anden lejr vendte mig ryggen. Noget med at jeg flygtede som en kujon og lod dem stå tilbage med aben.

Sandheden var at jeg græd hver morgen inden jeg stod på bussen og græd mig i søvn. 

Mod er at mærke frygt og gøre det alligevel. Jeg mærkede ingen frygt. Jeg vidste at hvis jeg fortsatte uden radikale ændringer ville det blive min død. Så nej, hverken mod eller flugt, men et stort ja tak til mig og livet.

 

At skabe et liv, der passer bedre til den, man er

I dag er kunsten en central del af mit liv.

Jeg maler dyr og natur i en fantasyrealistisk stil og skaber intuitive, abstrakte værker på papir. Mit arbejde handler blandt andet om at forvandle mørke, frygt og sorg til billeder på styrke, håb og frihed.

For mig hænger det sammen med den personlige erkendelse, at jeg ikke behøver at bruge mit liv på at forsøge at blive en anden, end jeg er.

Det betyder ikke, at jeg aldrig bliver udfordret, eller at jeg har fundet en løsning på alt. Men jeg ved mere om, hvad der giver mening for mig, og hvad jeg ønsker at bruge mine kræfter på.

Et liv, der passer bedre til én selv, behøver ikke ligne andres liv. Det behøver heller ikke følge den plan, man engang forestillede sig.

Nogle gange kræver det mod at fortsætte. Andre gange kræver det mere mod at stoppe, ændre retning eller vælge noget andet.

 

Hvad koster det dig at være den, der kan?

Vi er gode til at spørge, hvad mennesker kan præstere. Vi spørger mindre til, hvad præstationerne koster dem.

Men et menneske er mere end det, det kan levere. Og det er ikke nødvendigt at ramme muren, før man har lov til at tage sine egne behov alvorligt.

Måske begynder forandringen med at stille et andet spørgsmål:

Ikke kun: Kan jeg klare det her?

Men også: Hvad koster det mig, og kan jeg holde til det over tid?

Det spørgsmål kan ændre mere, end man tror.

Har du oplevet at kunne klare mere, end du egentlig havde overskud til?

Nogle gange begynder en ny retning med at erkende, at det ikke er dig, der skal blive ved med at tilpasse dig enhver situation. Nogle gange er det selve situationen, der skal ændres.