FUCK META. JEG HAR FÅET NOK.

Jeg har slettet mine Instagram-konti. I næste uge sletter jeg min Facebook-side og min private Facebook-profil.

Farvel. Og tak for absolut ingenting.

Eller jo. Tak for at gøre det fuldstændig klart, at jeg ikke længere gider bruge mit liv på at fodre en maskine, der først og fremmest er interesseret i at tjene penge på mig.

Jeg har haft Facebook siden 2008. Jeg har drevet virksomhedsside i mere end 10 år. Jeg har produceret indhold, skrevet tekster, taget billeder, delt min kunst, forsøgt at skabe interesse og betalt Meta næsten 30.000 kr. gennem årene.

For hvad?

Stagnerende rækkevidde. Tavse følgere. Stadig mere arbejde for stadig mindre udbytte.

Jeg har omkring 1.500 følgere på Facebook, men cirka 95 procent forholder sig tavse. Væksten har stået stille i næsten tre år. Mine gentagne forsøg på at få mennesker til at tilmelde sig mit nyhedsbrev har ikke ført til en eneste tilmelding.

Jeg kunne selvfølgelig blive ved.

Optimere. Eksperimentere. Poste mere. Poste anderledes. Knække algoritmen. Købe annoncer. Bruge endnu flere timer på at forsøge at få opmærksomhed fra mennesker, som måske aldrig ser det, jeg deler.

Men hvorfor fanden skulle jeg det?

Jeg er færdig med at danse efter Metas pibe.

 

Jeg er ikke Metas gratis indholdsleverandør

 

Lad os kalde en spade for en spade.

Sociale medier vil have vores tid, vores opmærksomhed, vores data og vores indhold. Vi skal holde platformene levende, skabe aktivitet og få andre til at blive hængende.

Samtidig bestemmer platformene, hvem der ser vores opslag, hvor langt vi når ud, og hvilke betingelser vi skal acceptere.

Vi lægger arbejdet. Vi leverer indholdet. Vi bygger relationerne. Men vi ejer ikke adgangen til vores publikum.

Og når spillereglerne ændrer sig, kan vi stå tilbage med en følelse af at skulle begynde forfra endnu en gang.

Nej tak.

Jeg har ikke tænkt mig at bruge flere år på at forsøge at gøre mig fortjent til synlighed på en platform, der selv bestemmer, om jeg får den.

Jeg har heller ikke lyst til ukritisk at acceptere nye vilkår for mine data eller Metas brug af data til AI-træning. Jeg vil ikke bare klikke accepter, fordi det er den nemmeste løsning.

Og jeg vil ikke betale mig ud af et problem, som platformen selv er med til at skabe.

Det er ikke mig, der skylder Meta mere.

 

Mine 30.000 kroner kan jeg bruge bedre

 

Næsten 30.000 kr.

Det er, hvad jeg gennem årene har betalt Meta. Og endnu mere for kurser i markedsføring på de sociale medier. 

Tænk på, hvad de penge ellers kunne have finansieret. Materialer. Kunst. Udstyr. Nye projekter. Eller ganske enkelt noget, der gav mig større værdi end endnu et forsøg på at blive set i et overfyldt feed.

Jeg kan ikke ændre de penge, jeg allerede har brugt. Men jeg kan beslutte, at der ikke skal komme flere efter dem.

Og det gør der ikke.

Min tid er også penge værd. Min energi er værdifuld. Mit kreative overskud er ikke en uudtømmelig ressource, som jeg bare kan blive ved med at hælde ind i et system, der ikke fungerer for mig.

Jeg vil hellere bruge mine kræfter på at skabe kunst end på at markedsføre mig gennem en platform, jeg har mistet tilliden til.

Den største gevinst? RO.

Det er faktisk det, jeg mærker mest.

Lettelse.

Jeg skal ikke længere tænke på, hvad jeg skal poste i morgen. Jeg skal ikke længere spekulere på, hvorfor et opslag ikke når ud. Jeg skal ikke længere analysere tal, følge rækkevidde eller overveje, om jeg burde prøve lidt hårdere.

Jeg har truffet en beslutning.

Og med den beslutning har jeg fjernet en opgave, som har fyldt alt for meget.

Det føles befriende at sige: Jeg gider ikke mere.

Ikke fordi jeg har givet op. Men fordi jeg har gennemskuet, at det ikke giver mening at blive ved med at investere i noget, der ikke giver mig det tilbage, jeg har brug for.

Der er forskel på at give op og at trække sig fra noget, der ikke længere er værd at bruge sin energi på.

Jeg vælger det sidste.

Min kunst skal ikke være afhængig af en algoritme

Jeg har været kunstner siden januar 2025, og jeg vil bruge min tid på det, der betyder noget for mig: at skabe, udvikle mig og dele min kunst med mennesker, der oprigtigt har lyst til at følge med.

Jeg vil hellere have 50 mennesker, der faktisk interesserer sig for mit arbejde, end 1.500 følgere, hvor størstedelen aldrig reagerer.

Jeg vil hellere have en direkte forbindelse til mit publikum end en kunstig forbindelse, som en algoritme kan skrue op og ned for.

Derfor beholder jeg min hjemmeside og mit nyhedsbrev. Det er kanaler, jeg selv kan arbejde med, uden at hele min synlighed afhænger af en social medieplatforms luner.

Jeg vul ikke længere bruge min dyrebare kreative energi på at overbevise en algoritme om, at jeg fortjener at blive set.

I næste uge ryger Facebook også

Instagram er væk.

I næste uge ryger Facebook-siden og min private profil.

Det er slut med at vedligeholde en tilstedeværelse, jeg ikke længere ønsker. Slut med at hælde tid og penge i et system, jeg ikke længere har lyst til at støtte.

Jeg ved godt, at mange stadig får værdi ud af sociale medier. Det er fint. Det her er mit valg, og jeg træffer det på baggrund af mine egne erfaringer.

Men jeg vil gerne sige én ting højt:

Vi behøver ikke blive ved, bare fordi vi altid har gjort det.

Vi behøver ikke acceptere alle nye vilkår. Vi behøver ikke følge med i hvert eneste digitalt ræs. Og vi behøver ikke lade frygten for at blive usynlige bestemme, hvor vi bruger vores tid.

Nogle gange er det mest effektive, man kan gøre, at lukke ned og gå sin vej.

Det er præcis, hvad jeg gør.

Jeg vælger min tid. Min kunst. Min frihed.

Fuck Meta.

Jeg er færdig.

Og jeg har sjældent været mere tilfreds med en beslutning.