Senere, i voksenlivet, fik Anna Maria en diagnose inden for autismespektret. Det gav et nyt perspektiv på både hendes liv og hendes måde at sanse verden på. Det blev klart, at hendes styrke lå i det intuitive, det billedlige og det nonverbale. Ikke i at tilpasse sig systemer, men i at skabe indefra.

Kunsten blev et sted at samle det hele. Erfaringerne fra et liv med ansvar, brud og genopbygning fandt form i farver, symbolik og bevægelse. Ikke som fortællinger, der skal forstås, men som stemninger, der kan mærkes.

Hestene spiller en central rolle i mange af værkerne. For Anna Maria repræsenterer de nærvær, regulering og styrke uden ord. De bærer en ro, som ikke kan påtvinges, men som opstår i relation. Det er den kvalitet, hendes kunst kredser om.

Arven fra hendes polske og russiske rødder lever som en stille understrøm i arbejdet. En sans for længsel, dybde og noget tidløst, der ikke lader sig placere entydigt. Det er ikke et bevidst valg, men en del af hendes måde at se og skabe på.

I dag arbejder Anna Maria i sit atelier omgivet af natur og dyr. Her opstår værker, der ikke søger hurtig opmærksomhed, men langsom forbindelse. Kunst, der ikke forklarer, men giver plads. Kunst, der kan leve med mennesker over tid og blive en del af deres rum og rytme.