Når livet tager en anden retning, end du havde forestillet dig
Når livet tager en anden retning, end du havde forestillet dig
Der kommer tidspunkter i livet, hvor det, der engang gav mening, ikke længere føles rigtigt. Måske har du brugt år på at bygge et liv op, gøre det, der forventes af dig, og være den, andre kan regne med. Måske har du været så optaget af at få det hele til at fungere, at du først sent opdager, hvad det egentlig koster dig.
Jeg kender oplevelsen af at skulle finde en ny vej.
I dag er jeg kunstneren bag Anja Manja Malerier. Jeg maler oliemalerier af dyr og natur i en fantasyrealistisk stil og skaber intuitive, abstrakte malerier på papir. Gennem min kunst ønsker jeg at forvandle frygt, mørke og sorg til billeder på indre styrke, håb og frihed.
Men vejen hertil har ikke været lige.
Jeg har brugt mit liv på at hjælpe andre
Før jeg blev professionel kunstner, arbejdede jeg som praktiserende læge. Senere blev jeg hesteassisteret terapeut, hvor jeg gennem syv år arbejdede med mennesker i naturen. Jeg har også skrevet to bøger om naturen i forbindelse med stress og angst.
Forskellige fag, men en fælles interesse: mennesket, vores liv og de muligheder, der findes, når vi får øje på nye veje.
Jeg husker især en klient i starten af mit virke som hesteassisteret terapeut. Hun fik mig til at tænke over hvilke overskrifter jeg gav mine forskellige ydelser. I stedet for at fokusere på det som klienten vil væk fra som f.eks. angst så vende det om så der kom fokus på det klienten ønskede mere af. Efter den konkrette session skiftede jeg navnet på forløbet fra opløs rideangst til genfind rideglæden.
Den dag i skoven lærte jeg noget jeg bruger dagligt den dag i dag nemlig at der hvor fokus peger flyder energien hen.
Jeg har altid været optaget af, hvordan vi finder vej gennem det svære. Hvordan vi kan stå midt i frygt, usikkerhed eller sorg uden at lade det definere hele vores liv.
Det spørgsmål har fulgt mig gennem mine forskellige arbejdsliv. I dag finder jeg en del af mine svar gennem kunsten.
Da jeg måtte se på mit eget liv med nye øjne
Jeg fik først min autismediagnose som 47-årig, flere gange oplevede jeg udbrændthed, som jeg senere forstod var autistisk burnout. Det gav mig et nyt perspektiv på mit liv og på nogle af de erfaringer, jeg havde gjort mig gennem årene.
Diagnosen kom som sådan ikke bag på mig. Faktisk havde jeg som barn set mig selv som autist men smidt tanken væk da jeg jo ikke var et matematisk geni eller havde memoreret alle bus og togafgange fra Østerport Station. Det tog mig nogle år at lande i diagnosen Aspergers. Det der gjorde forskellen for mig var at indse at mit geni ikke var som min storebrors, men mere henad det min far var god til. Musik, intuition og kunst. Både min far og min storebror var efter min opfattelse også på det autistiske spektrum, selvom ingen af dem nåede at få en diagnose. Det må have været noget af en opgave at være min mor med tre familiemedlemmer, der oplevede verden på hver deres autistiske måde.
At forstå sig selv på en ny måde kan ændre blikket på fortiden. Ikke fordi alt pludselig bliver enkelt, men fordi man får mulighed for at stille andre spørgsmål.
Hvad har jeg forsøgt at leve op til? Hvad har kostet mig for meget? Hvilke dele af mig selv har jeg forsøgt at tilpasse, og hvad sker der, når jeg i stedet begynder at tage mine egne behov alvorligt?
For mig handler frihed blandt andet om ikke længere at bruge alle sine kræfter på at passe ind i en form, der ikke passer.
Det betyder ikke, at alle vanskeligheder forsvinder. Men det kan ændre den måde, jeg vælger at møde dem på.
Naturen og dyrene har lært mig noget om at være til stede
Gennem mit arbejde med heste og natur har jeg oplevet, hvor meget der kan ligge i det, vi ikke siger med ord.
En hest forholder sig ikke til vores forklaringer om, hvem vi er. Den reagerer på det, der sker her og nu. Vores bevægelser, vores adfærd og det, vi faktisk gør.
For år tilbage ville jeg finpudse min liberty træning med Bellis. Jeg trak hende ind i roundpennen men jeg var ikke til stede i nuet eller tro mod mine følelser. Jeg var ked af det og vred. Husker ikke rigtigt hvad der havde trigget mig men Bellis mærkede med det samme at jeg var off.
Det resulterede i at hun pludselig ikke kunne en eneste kommando, hvilket blot frustrerede mig endnu mere. For ikke at mit humør skulle gå ud over hende lukkede jeg hende ud på folden igen og gik ned i skoven for at skrige, græde og sparke til træstubbe.
Da jeg havde mærket min vrede, frygt og tristhed og trukket vejret igennem følelserne var jeg klar til at hente Bellis igen. Denne gang responderede hun prompte på alle mine signaler og alle øvelserne sad i skabet.
Den dag blev det tydeligt for mig, hvor følsom Bellis var over for min tilstand. Da jeg kom tilbage, efter at jeg havde givet mine følelser plads, oplevede jeg en helt anden kontakt mellem os.
Jeg lærte, at jeg ikke kunne forvente et godt samarbejde, når jeg selv var så frustreret, at jeg ikke længere var nærværende. Jeg måtte først tage ansvar for min egen tilstand. Den erfaring har jeg taget med mig langt ud over arbejdet med heste.
Jeg har valgt at leve tæt på naturen. Jeg sover i min bålhytte (som ligger præcis dér hvor roundpennen lå) året rundt, og naturen er en del af min hverdag, ikke kun et sted, jeg besøger, når jeg har fri.
Det betyder ikke, at naturen løser alle problemer. Men den giver mig et andet sted at rette opmærksomheden hen. Jeg behøver ikke finde svar ved at tænke mere. Nogle gange er det nok at være til stede, lægge mærke til omgivelserne og give mig selv plads.
Den erfaring følger mig ind i mit atelier.
Derfor maler jeg mørke og lys på samme lærred
Da jeg besluttede at blive kunstner, begyndte jeg på en ny uddannelsesvej og gennemførte Milan Art Institute Mastery Program i 2024/2025. Fra januar 2025 har kunsten været mit professionelle virke.
I mine malerier arbejder jeg med kontraster, stemninger, dyr, natur og lys. Jeg er optaget af det øjeblik, hvor noget ændrer sig. Hvor mørket ikke længere er det eneste, man ser. Hvor der opstår en åbning, en ny retning eller en mulighed, man ikke tidligere kunne få øje på.
Jeg skabte Skyggernes Styrke, et maleri af en sort hest, der rejser sig mod en mørk baggrund, med billedet af Føniks i tankerne. Jeg ville male en hest, der rejser sig med fornyet styrke.
For mig symboliserer den sorte hest det mørke og den sorg, der kan tynge os. Men hesten rejser sig alligevel. Den forsøger ikke at skjule sin farve eller blive til noget andet.
Det minder mig om, at vi ikke behøver fornægte de mørke sider af os selv for at finde styrken til at bevæge os videre. Vi kan anerkende hele vores historie og stadig vælge, hvilken retning vi vil gå i.
Jeg maler ikke for at fortælle andre, hvad de skal føle. Et maleri skal ikke forklare hele livet eller levere et færdigt svar.
Jeg ønsker at skabe værker, der giver plads til beskuerens egen historie. Et dyr kan minde os om styrke. Lyset i et landskab kan få os til at tænke på en ny begyndelse. Et abstrakt maleri kan vække noget, vi ikke umiddelbart kan sætte ord på.
Det, du ser i et værk, behøver ikke være det samme, som jeg ser.
Netop den frihed er vigtig for mig.
Du behøver ikke være den samme resten af dit liv
Jeg tror ikke, at vi altid skal tilbage til den, vi var, før noget svært skete.
Nogle gange har vi brug for at forstå vores fortid. Andre gange har vi brug for at give slip på forestillingen om, hvordan livet burde have set ud og i det hele taget turde give slip på alt det vi tror vi ved.
Vi kan ændre retning. Vi kan opdage nye sider af os selv. Vi kan finde glæde og kærlighed på steder, vi aldrig havde forestillet os, og skabe noget meningsfuldt ud fra erfaringer, vi ikke selv ville have valgt.
Det er den tanke, jeg vender tilbage til, når jeg maler.
En lysning er ikke hele skoven. Den er et sted, hvor lyset kan nå ind.
Min serie Lysninger udspringer af ønsket om at minde os om, at mørket ikke behøver at definere os.
For mig handler lysninger om indre styrke, håb og frihed. Om at finde en vej, der passer til den, man er, og om at opdage, at der stadig kan være lys, selv når man ikke kan se hele vejen frem.
Det er også derfor, jeg maler dyr og natur. De giver mig mulighed for at arbejde med styrke, bevægelse, stilhed og forvandling uden at skulle forklare alting med ord.
Jeg håber, at mine malerier kan blive et personligt holdepunkt for den, der lever med dem. Et værk, man vender tilbage til, opdager nye detaljer i eller forbinder med noget vigtigt i sit eget liv.
Ikke fordi et maleri kan fjerne alt det svære, men fordi kunst kan give os et andet perspektiv og minde os om det, vi allerede selv indeholder og er.
Jeg har måske selv valgt alt det mørke, livet har bragt. Men jeg vælger at leve med friheden til også at se lyset. Der, hvor fokus peger hen, flyder energien.
Og måske begynder din egen lysning et helt andet sted end min.
Hvor i dit liv længes du efter mere styrke, håb eller frihed?
Det spørgsmål må du gerne tage med dig, når du går på opdagelse i min kunst.
Hvis du vil blive VIP-insider og få email når nye blogindlæg bliver lagt op så skriv dig op inde på siden her: