Jeg er færdig med at forsøge at passe ind

I mange år brugte jeg kræfter på at få livet til at fungere. Jeg uddannede mig, tog ansvar, arbejdede hårdt og forsøgte at leve op til de forventninger, jeg mødte.

Udefra kunne det se ud, som om jeg havde fundet min plads i verden.

Men der er forskel på at have en plads og på at føle sig hjemme.

Når man bruger meget energi på at aflæse andre, forstå spillereglerne og tilpasse sig, kan det være svært at opdage, hvor meget man egentlig tilsidesætter sig selv.

Jeg kender den forskel.

At lære spillereglerne

Som barn følte jeg mig forkert i sociale sammenhænge. Jeg observerede andre børn for at forstå, hvordan man skulle være sammen. Jeg forsøgte at gennemskue reglerne, men meget af det, jeg så, gav ikke mening for mig.

Jeg ville faktisk hellere være ude i naturen end deltage i lege, hvor jeg ikke forstod præmisserne.

Senere i livet lærte jeg at fungere i mange sammenhænge. Jeg blev praktiserende læge, arbejdede med mennesker og tog ansvar. Jeg kunne tilsyneladende navigere i de sociale situationer, der fulgte med mit arbejde.

Men det, andre kunne se, fortalte ikke hele historien.

en situation jeg husker som var det igår er i børnehaveklassen hvor vi skulle tegne en scene fra Rasmus Klump som vi kort forinden havde været nede og se i p-kælderen. (det blev kælderen under gymnastiksalen kaldt fordi den oprindeligthavde været en p-kælder.

jeg blev lammet af frygt for jeg havde ingen anelse af hvad jeg skulle tegne. jeg havde ikke set filmen. Om det var fordi jeg ikke kunne se lærredet for personen som sad foran mig eller at jeg havde set min egen film for mit indre blik fordi Rasmus Klump ikke interesserede mig husker jeg ikke. resultat: jeg skævedeover til Simon som sad ved siden af mig og så at han med stor iver tegnede løs på sit papir.

Ok så jag skal bare tegne den samme tegning som Simon for han har i hvert fald et bud på opgavens løsning.

da Vibeke kom forbi for at se min tegning blev hun vred og begyndte at udspørge mig mens hun holdt min tegning og.

jeg var flov og følte mig meget forkert fordi hun blandt andet brokkede sig over at hun vidste at jeg kunne tegne bedre end de almindelige tændstiksfigurer der var på mit papir.

men jeg havde jo gjort præcis som Simon og han fik ros...

Jeg forstod ikke hvad jeg havde gjort galt for opgaven var løst i integritet med at jeg jo ikke havde en idé om hvad Rasmus Klump var eller så ud for jeg havde jo ikke set filmen.

Min tanke var at hvis jeg havde tegnet en scene fra filmen for mit indre blik ville det også have været forkert. Jeg tvivler på at der var enhjørninge og en kosmiske pegasus med i Rasmus Klump filmen.

 

Når tilpasning bliver en vane

Efter min autismediagnose som 47-årig begyndte jeg at forstå min egen maskering på en ny måde.

Jeg havde været så vant til at forsøge at passe ind, at jeg ikke engang altid opdagede, at jeg gjorde det. Jeg havde lært at observere, analysere og tilpasse mig. Jeg kunne bruge store mængder energi på at forberede mig på samtaler og gennemgå mulige situationer i hovedet.

Det var ikke nødvendigvis noget, andre lagde mærke til. Tværtimod kunne jeg fremstå kompetent og velfungerende.

Men det krævede noget af mig.

Når tilpasning bliver en automatisk reaktion, kan det være svært at skelne mellem det, man faktisk ønsker, og det, man har lært at gøre for at blive accepteret.

Man kan blive så optaget af at gøre tingene rigtigt, at man glemmer at spørge sig selv, om man overhovedet ønsker at være med.

Som voksen er det gået op for mig hvor meget jeg helt automatisk maskerede og holdt bevidsthed på min fremtoning og kropsprog i sociale situationer. F.eks. smilede jeg og søgte øjenkontakt. Det var blevet noget jeg bare gjorde automatisk, men først efter at jeg tændte for autopiloten.

Det er en skrøne at autister ikke kan holde øjenkontakt. Det kan vi, men det er ikke noget som sker automatisk. Der ligger mange års læring af spillereglerne bag og et bevidst valg om at gøre noget som føles akavet og unaturligt. At maskere i sociale situationer er derfor en af de største drænere ved at socialisere som autist.

Jeg behøver ikke være som alle andre

Det tog tid at forstå, at jeg ikke behøvede at leve efter den samme målestok som andre.

Jeg havde sammenlignet mine evner med andres og ledt efter mine styrker på de forkerte steder. Jeg havde også brugt energi på at forstå, hvorfor jeg ikke kunne holde til det samme som mine kolleger.

Med tiden begyndte jeg at se mig selv anderledes.

Jeg er ikke en dårligere udgave af et andet menneske. Jeg er mig med mine egne måder at tænke, sanse, skabe og forstå verden på.

Min intuition og kreativitet er blevet vigtige dele af min selvforståelse. Da jeg begyndte at male, fik de sider af mig plads på en ny måde. Jeg kunne arbejde med farver, former, dyr og natur uden først at skulle forklare eller tilpasse alt til andres forventninger.

Det betød ikke, at alle vanskeligheder forsvandt. Men jeg fik et sted, hvor jeg kunne bruge mine evner og min skaberkraft på mine egne præmisser.

Da jeg i 2024 begyndte at male oplevede jeg at mit nervesystem faldt til ro og jeg gik i en form for trance. Tid og sted ophørte med at eksistere. Der var kun mig og mit indre univers. Hver gang jeg trådte væk fra lærredet blev jeg overrasket over hvad jeg så. Jeg havde ingen erindring om at jeg havde malet det eller anelse om hvad eller hvordan jeg havde båret mig ad. Og jeg kunne lide hvad jeg så. Faktisk oplevede jeg (og oplever stadig) at hvis jeg prøver at tænke mig til hvad mit næste skridt i maleriet skal være går jeg i stå og magien forsvinder.

Jeg har nu forstået at når jeg er i den trancelignende tilstand betyder det at jeg er i nuet, lytter til min intuition og er i gang med at skabe noget magisk.

 

Frihed er også at vælge fra

Vi taler ofte om frihed som muligheden for at gøre det, vi gerne vil.

Men frihed kan også være at holde op med at gøre det, der koster for meget.

At sige nej til forventninger, man ikke længere vil leve efter. At vælge sine omgivelser med omhu. At acceptere, at man ikke behøver deltage i alt eller være tilgængelig for alle.

Det er ikke nødvendigvis et opgør med andre mennesker. Det kan ganske enkelt være en erkendelse af, at ens tid og energi er begrænset, og at man selv må vælge, hvad de skal bruges på.

For mig handler det ikke om at bevise, at jeg kan klare mere. Det handler om at bruge mine kræfter på det, der giver mening.

Her for nyligt har jeg valgt at sige nej tak til at fortsætte med at fodre de sociale medier med indhold. Se evt blogindlægget "Fuck Meta, jeg har fået nok" hvor jeg fortæller om baggrunden for min beslutning. 

Det var gået op for mig hvor meget de sociale medier fyldte i min bevidsthed døgnet rundt. Hele tiden at skulle følge op, tjekke rækkevidde, lave nyt indhold, og jeg kunne blive ved. Ved at sige nej tak til de sociale medier og nedlægge mine profiler sagde jeg ja tak til friheden og til at være mig uden at skulle præstere eller underholde andre for at blive set og hørt. Det tragikomiske i mine 18 år med sociale medier er at jeg netop ikke oplevede at blive set eller hørt. 

Tiden med de sociale medier er slut nu og jeg nyder friheden.

Når kunsten får lov til at være min

I dag er kunsten en central del af mit liv.

Jeg maler dyr og natur i en fantasyrealistisk stil og skaber intuitive, abstrakte værker på papir. I mine værker arbejder jeg med kontrasterne mellem mørke og lys, frygt og styrke, sorg og håb.

Det er ikke et forsøg på at fortælle andre, hvordan de skal leve. Jeg vil ikke bestemme, hvad et menneske skal se i et maleri, eller hvilken betydning det skal have.

Jeg vil skabe værker, der giver plads til den enkeltes oplevelse.

Et dyr kan for én person stå for styrke og frihed. For en anden kan det vække genkendelse, sorg eller en længsel efter ro. Der er ikke nødvendigvis ét rigtigt svar.

Det tiltaler mig, at kunsten kan rumme forskellighed uden at kræve, at alle oplever det samme.

Du kan se mine malerier på anjamanjamalerier.dk.

 

Du behøver ikke gøre dig fortjent til at være dig

Jeg tror ikke, at vi skal holde op med at udvikle os eller tage hensyn til andre. Vi lever sammen med mennesker, og vores handlinger har betydning.

Men der er forskel på at tage hensyn og på at tilsidesætte sig selv. Der er forskel på at lære nye færdigheder og på at bruge hele sit liv på at skjule den, man er.

Du behøver ikke være god til det samme som andre. Du behøver ikke trives i de samme rammer. Og du behøver ikke kunne holde til det samme for at have værdi.

For mig begyndte en vigtig forandring, da jeg holdt op med kun at spørge, hvordan jeg kunne fungere bedre i verden, og begyndte at spørge, hvordan jeg kunne skabe en verden og et liv, der passede bedre til mig.

Jeg har ikke alle svarene. Men jeg ved, at jeg ikke længere ønsker at bruge mine kræfter på at bevise, at jeg kan være som alle andre.

Jeg vil hellere bruge dem på at være mig.

Hvor i dit liv bruger du kræfter på at passe ind, selvom det koster dig noget?

Måske begynder friheden ikke med at blive en anden. Måske begynder den med at give plads til den, du allerede er.