Da jeg fik min autismediagnose som 47-årig, begyndte mit liv at give mening på en ny måde

Forestil dig at bruge det meste af dit liv på at forsøge at forstå, hvordan du passer ind i verden. At observere andre, lære spillereglerne og gøre dit bedste for at få det hele til at fungere.

At uddanne dig, tage ansvar, hjælpe andre og bygge et liv op. Og alligevel opleve, at noget ikke helt stemmer.

Sådan var det for mig.

Jeg var 47 år, da jeg fik min autismediagnose efter flere omgange med udbrændthed. Først da begyndte jeg for alvor at forstå nogle af de mønstre, der havde fulgt mig gennem livet.

Det var ikke, fordi jeg pludselig blev et andet menneske. Det var, fordi jeg begyndte at forstå det menneske, jeg allerede var.

Jeg havde faktisk tænkt tanken før

Som barn havde jeg selv tænkt, at jeg måske var autist. Men jeg slog tanken væk igen.

Mit billede af autisme var dengang præget af forestillingen om et matematisk geni eller en person, der kunne huske samtlige bus- og togafgange fra Østerport Station.

Jeg kunne ikke genkende mig selv i de forestillinger. Derfor konkluderede jeg, at jeg måtte tage fejl.

Det siger noget om, hvor meget vores forståelse af os selv afhænger af den viden, vi har til rådighed.

Når jeg kigger tilbage på mig selv som barn ser jeg udtalte autistiske træk og en lille pige som følte sig forkert især i sociale sammenhænge. Jeg var bange for mennesker især andre børn og var hunderæd for at befinde mig på legepladsen hvis der var andre børn til stede. Jeg ville hellere sidde i kanten af legepladsen og observere de andre børn lege for at opsnuse og forstå spillereglerne som legekammerat. Jeg forstod ikke helt hvad det gik ud på for som jeg så det var der en masse løgne og uærlighed i det jeg bemærkede. Hvis jeg skal være helt ærlig ville jeg hellere kravle rundt i buskene og snakke med blomsterne, sommerfuglene, græsset og regnormene end at interagere med andre børn.

Jeg har altid været mig. Diagnosen gav mig en ny måde at forstå nogle af mine erfaringer på.

Da forklaringen ændrede sig

Efter min diagnose begyndte jeg at se tilbage på mit liv med nye øjne.

Jeg havde arbejdet som praktiserende læge, været hesteassisteret terapeut og skrevet bøger om natur og stress. Jeg havde taget ansvar, arbejdet med mennesker og fundet mening i at hjælpe andre.

Men jeg havde også oplevet udbrændthed flere gange.

Først efter diagnosen begyndte jeg at forstå, at det, jeg havde oplevet, kunne hænge sammen med autistisk burnout.

Det at få mig diagnose gav mig den sidste puslespilsbrik i forståelsen af mig. Jeg indså at der intet er eller har været galt med mig eller forkert for den sags skyld. Jeg var bare anderledes skruet sammen i hjernen og ikke bygget til at være som alle andre. Jeg var skabt for at være mig og ingen kan udfylde den rolle lige så godt som jeg kan.

For mig blev det vigtigt at skelne mellem det, jeg faktisk kunne, og det, jeg kunne holde til over tid.

Man kan være dygtig til sit arbejde og samtidig blive overbelastet af de vilkår, man udfører det under. Man kan være ansvarsbevidst og vedholdende og alligevel have brug for at ændre sit liv.

At kunne noget betyder ikke nødvendigvis, at det er bæredygtigt at blive ved.

Jeg begyndte at se mine evner med andre øjne

Der var også en anden side af min selvforståelse, som ændrede sig.

Jeg havde sammenlignet mine evner med min storebrors og forestillet mig, at et særligt talent skulle se ud på en bestemt måde.

Men efterhånden begyndte jeg at se mine egne styrker tydeligere. Min intuition, min interesse for musik og kunst og min evne til at arbejde kreativt fik en anden plads i min forståelse af mig selv.

Min far var også et menneske med stærke kreative sider, og jeg kan genkende noget af det i mig selv.

Det var først da jeg i en alder af 48 år begyndte at male og arbejdede i dybden med mig selv for at finde mit kunstneriske stemme at jeg indså det åbenlyse: At mine autistiske super powers er intuition, magi og kreativitet. Jeg kunne se mønstre og sammenhænge hvor andre så kaos og se livet som et endeløst mirakel som udvider sig i al evighed båret af min fantasi.

Det blev en påmindelse om, at vi ikke nødvendigvis skal måle vores evner med andres målestok.

Vi kan være gode til forskellige ting. Vi kan have forskellige måder at tænke, sanse og skabe på. Og nogle af vores styrker bliver først tydelige, når vi holder op med at lede efter dem på de forkerte steder.

Frihed begyndte med at tage mine egne behov alvorligt

Jeg tror ikke, at en diagnose automatisk giver alle svar. Den fjerner ikke vanskeligheder, og den fortæller ikke hele historien om, hvem man er.

Men den kan give et nyt udgangspunkt.

For mig handler en vigtig del af friheden om at holde op med at bruge alle mine kræfter på at leve op til forestillinger om, hvordan jeg burde fungere.

Det handler om at tage mine egne behov alvorligt og skabe rammer, hvor jeg kan bruge mine evner uden konstant at overskride mine grænser.

Det er ikke det samme som at give op. Det er at vælge, hvad jeg vil bruge mine kræfter på.

Jeg har måttet finde en ny vej gennem livet, og i dag er kunsten en central del af den vej.

Hvorfor det også har betydning for min kunst

Når jeg maler, er jeg optaget af forvandling.

Af det øjeblik, hvor noget, der har været tungt eller mørkt, ikke længere står alene. Hvor der opstår en ny mulighed for at se sig selv og sin situation på.

Jeg maler dyr og natur i en fantasyrealistisk stil og skaber intuitive, abstrakte malerier på papir. Mine værker udspringer af et ønske om at forvandle frygt, mørke og sorg til billeder på styrke, håb og frihed.

Det betyder ikke, at alle mine malerier handler direkte om autisme. Men min egen erfaring med at finde en ny forståelse af mig selv er en del af det menneske, jeg er, og dermed også en del af den kunst, jeg skaber.

Jeg ønsker ikke at fortælle andre, hvem de skal være, eller hvordan de skal leve. Jeg vil skabe værker, der giver plads til deres egne historier.

Det vigtigste er ikke, at du ser det samme som mig.

Det vigtigste er, at du får lov til at se med dine egne øjne.

Du behøver ikke passe ind i en forkert form

Jeg ville ønske, at flere mennesker fik mulighed for at forstå sig selv uden først at skulle ramme muren.

At vi blev bedre til at spørge, hvad noget koster et menneske, frem for kun at se på, hvad det kan præstere.

At vi gav plads til forskellige måder at tænke, sanse og være i verden på.

Og at vi huskede, at en person er mere end sine vanskeligheder, sine diagnoser og de perioder i livet, hvor alting er svært.

Min autismediagnose ændrede ikke min fortid. Men den ændrede mit blik på den og gav mig mulighed for at træffe andre valg for min fremtid.

I dag ønsker jeg at bruge mine kræfter på det, der giver mening for mig, og skabe kunst, der minder os om, at vores historie ikke behøver at definere vores fremtid.

Har du oplevet at forstå noget vigtigt om dig selv sent i livet?

Nogle gange begynder en ny vej med, at vi endelig får øje på det menneske, vi har været hele tiden.