Hvad de færreste ved om det at være kunstner.

Hvad de færreste ved om det at være kunstner.

Der er en forestilling om, at det at være kunstner først og fremmest handler om at skabe noget smukt eller interessant, finde nogle købere og sælge sine værker.


Men der er en anden side af kunstnerlivet, som sjældent fylder så meget i fortællingen: Det koster penge at få sin kunst ud til publikum. Ofte mange penge.


At være professionel kunstner handler ikke kun om pensler, maling og timer foran lærredet. Det handler også om udgifter, investeringer og økonomiske prioriteringer. Og ikke mindst om at finde balancen mellem at skabe muligheder for sin kunst og passe på sin egen økonomi.


Det koster at blive set.


Hvis man gerne vil udstille sin kunst, er det ikke nødvendigvis nok at have nogle gode værker og lysten til at vise dem frem.


De fleste, hvis ikke alle, udstillinger og kunstmesser kræver betaling for at deltage. Det kan være et udstillingsgebyr, standleje eller en samlet deltagerpris, som skal betales, før man overhovedet ved, om man får solgt noget.

En af de første erfaringer jeg gjorde mig var en tilmelding til en censureret udstilling hvor jeg skulle betale et beløb pr værk jeg tilmeldte.

En censureret udstilling er en udstilling hvor censorerne udvælger værker der kan komme i betragtning til udstillingen.

Jeg tilmeldte fem eller seks værker for omkring 500 kr pr værk og ventede i spænding. Et af værkerne gik videre til den anden censur, men endte med at blive vraget med forklaringen pladsmangel.

De var frække nok til at opfordre mig til at tilmelde det udvalgte værk til deres næste censurerede udstilling som jeg selvfølgelig takkede pænt nej tak til. 

Det der frustrerede mig mest ved oplevelsen var at jeg så, at der var kunstnere som havde to eller tre værker med på udstillingen, så tænker godt de kunne have fundet plads hvis de virkelig ville.

Det jeg lærte her var at lukkede censureret udstillinger hvor man skal betale en pris pr værk inden censurering ikke er noget for mig.

Efterfølgende har jeg kun tilmeldt mig censureret udstillinger hvor betalingen skal falde efter censureringen. 


Gæstekunstner og kunstmesser. 

 

Jeg lærte på den hårde måde hvad det vil sige at være gæstekunstner i et galleri. 

En gæstekunstner betaler for huslejen, så galleriet kan fungere.

Selv troede jeg at gallerierne var gratis for kunstnerne og at gallerierne tog 50-60% i kommission ved salg. Sådan var det måske i gamle dage, men i dag hvor de fleste gallerier er drevet af aktive kunstnere og ikke galleriejere betales for vægplads og så skal man typisk selv stå for det hele som f.eks fernisering, tilstedeværelse og salg.

Jeg klar til at betale 50-60% til galleriet for at galleriet lægger et arbejde i at sælge malerierne, men den mulighed skal jeg til udlandet for at finde.

For helt ærligt. Hvor gode er andre kunstnere til at sælge min kunst når de allerede har fået deres husleje betalt.


På kunstmesser er standlejen en betydelig post i budgettet. Og det er kun begyndelsen.


Der skal også tænkes på transport af værker, ophængning, indretning, materialer og alt det praktiske omkring deltagelsen. Dertil kommer den tid, man bruger på at forberede sig, pakke, transportere, stille op, være til stede og pakke ned igen.


Det er med andre ord ikke bare et spørgsmål om at betale for nogle kvadratmeter.

I 2026 blev mine værker accepteret på en større kunstmesse og jeg var pave stolt over at være trådt et step op hvor det var forventet at værkerne var af en højere kvalitet og pris end til de messer og udstillinger jeg hidtil havde deltaget i. 

Grunden til jeg kunne deltage her var fordi jeg havde fået mulighed for en sponsoreret standplads hvor jeg kun skulle betalte 25% af standlejen. 

De billigste standpladser kostede 15.000 kr og de dyreste 45.000 kr.

Jeg er i hvert fald glad for at jeg ikke var oppe og betale fuld pris. 

For selvom jeg snakkede med mange mennesker og lærte en masse, så omsatte jeg ikke engang for i nærheden af de 25% af standprisen. 


Det er værd at huske, at en flot udstilling ikke automatisk betyder, at værkerne bliver solgt. Hvad de færreste ved er at der typisk er brugt mange penge og lagt et stort arbejde i at præsentere sin kunst uden at få en eneste ordre med hjem.


Det er en realitet, jeg som kunstner er nødt til at forholde mig til.


Investering eller økonomisk satsning?


Jeg synes, det er vigtigt at skelne mellem at investere i sin kunstneriske karriere og at bruge penge, fordi man føler, man er nødt til det.


Der er mange muligheder for at gøre sin kunst synlig. Udstillinger, kunstmesser, annoncering, professionelle fotografier, hjemmeside og markedsføring er blot nogle af dem.


Men alle muligheder er ikke nødvendigvis gode investeringer.


En udstilling kan give synlighed, nye kontakter og erfaring, selvom der ikke bliver solgt noget. Omvendt kan en dyr deltagelse vise sig at være en økonomisk belastning, hvis udbyttet ikke står mål med udgifterne.

Jeg har på den hårde måde lært hvad jeg fremover vil deltage i og hvad der for mig er spild af tid og penge.

Ikke flere gæsteudstillinger hvor jeg betaler galleriets husleje og samtidig står for alle udgifter.

Ikke flere gratis udstillinger i virksomheder hvor jeg betaler for tid, transport, ophængning og nedtagning så virksomheden gennem nogle måneder har gratis kunst på væggene at kigge på.

Ikke flere censurerede udstillinger eller konkurrencer hvor der skal betales før man ved om værkerne er kommet i betragtning til at blive udstillet.

Ikke flere større kunstmesser uden samtidig støtte fra f.eks Statens Kulturfond.

Som situationen er lige nu er der ikke penge til at købe nye lærreder, så gamle usælgelige malerier bliver nedlagt for at nye malerier kan få liv.

Det er den barske realitet.

For mig handler det ikke om at undgå investeringer. Det handler om at vælge dem der giver mig mulighed for at fortsætte mit virke som kunstner. 


Regninger kan ikke betales med synlighed


Synlighed er et ord, der ofte dukker op, når man taler om at sælge kunst. Man skal være synlig, være aktiv på de sociale medier, deltage i arrangementer, vise sine værker frem og gøre opmærksom på sig selv.


Men synlighed er ikke det samme som omsætning.


Det kan være fint at møde mange mennesker, få komplimenter for sine værker og opleve interesse. Men hvis det ikke fører til salg eller andre konkrete muligheder, bliver økonimien hurtigt udfordret.   

Det betyder også, at jeg må træffe beslutninger, der ikke handler om, hvad jeg helst vil, men om hvad der er økonomisk forsvarligt.


At passe på økonomien er også at passe på kunsten


Jeg mener ikke, at en kunstner skal sige nej til alle muligheder, der koster penge. Uden investeringer kan det være svært at udvikle sin forretning og nå nye mennesker.


Men det er heller ikke nødvendigt at deltage i alt eller bruge penge på enhver mulighed, der lover eksponering.


Det er vigtigt at kende sine egne grænser og vide, hvad man har råd til at risikere.


For mig handler det om at kunne fortsætte med at skabe kunst uden hele tiden at være presset af økonomiske beslutninger. Der skal være plads til både at male, udvikle sig og drive en virksomhed. Den balance har jeg desværre ikke helt nået endnu men vælger at tro påat 2027 bliver året hvor jeg knækker koden.


En kunstnerisk karriere er ikke kun bygget af de værker, jeg skaber. Den er også bygget af de valg, jeg træffer undervejs.


Og nogle gange er det bedste valg faktisk at lade være med at betale for endnu en mulighed.


Hvad tænker du? Er det rimeligt, at kunstnere skal betale betydelige beløb for at få lov til at vise deres værker frem, eller er det en naturlig del af at drive en kunstnerisk virksomhed?


---


Vil du læse med næste gang?


Jeg skriver om kunst, heste, natur, forvandling og vejene fra frygt og tristhed til glæde, styrke og frihed.


Som VIP-insider får du besked på e-mail, når et nyt blogindlæg udkommer. Så behøver du ikke selv holde øje med, hvornår der er nyt.


LÆS MERE OM VIP-INSIDER


Jeg glæder mig til at dele flere historier og perspektiver med dig.


Tilbage til blog